24-03-2020

Bioanalytikere bekæmper også corona på Færøernes sydligste ø

I Danmark er myndighederne gået over til afbødningsstrategien. Færøerne holder stadig fast i inddæmningsstrategien, og tester rigtigt mange personer for covid-19. Bioanalytikerne står ved siden af lægen, som poder patienter, som skal undersøges.

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

faroe1web.JPG.jpg 

Ambulatoriet er åbent alle hverdage fra 8 til 13, men patienterne skal ikke ind på sygehuset, som de plejer, for at få taget blodprøve. For at undgå smitte med coronavirus, møder de i stedet ind i et lille rødt hus, som normalt bruges af foreninger blandt andet Anonyme Alkoholikere.​ Privatfoto

 

De seks bioanalytikere på Suderø Sygehus tester ikke selv for covid-19. Det har de ikke udstyr og kapacitet til i laboratoriet. Men de er alligevel direkte involveret i kampen mod Corona på Færøerne.


”Bioanalytikerne står ved siden af lægen, som poder de patienter, som skal undersøges for Coronasmitte. De mærker glas, tager imod prøverne, pakker dem og sender dem til det eksterne laboratorie i Torshavn, Heilsufrøðiliga Starvsstova”, forklarer ledende bioanalytiker Sára E. Augustinussen.


Podningerne foregår på sygehusets parkeringsplads. Dagens første sending skal være færdig til klokken 13.30, hvor færgen fra Suderø til Torshavn afgår. Næste afgang er klokken 07.00 dagen efter. Der bliver podet ca. 10 personer dagligt på Suderø (pr. 23/3-2020).
 

Sygeplejestuderende skal pode

Bioanalytikerne er blevet spurgt, om de kunne overtage podning af patienterne, men den opgave er nu lagt over til en sygeplejestuderende, som er ved at blive lært op.

”Vi er glade for, at vi ikke skal have opgaven med at pode. Vi er så sårbare, når vi kun er seks bioanalytikere. Vi har jo rigtig mange andre opgaver”, siger Bjørg Rasmussen, der er tillidsrepræsentant i afdelingen.

faroe2_web.jpg


Laboratoriet er en blandet afdeling med mest klinisk biokemi. Der er også en blodbank , hvor bioanalytikerne  tapper donorer, laver blodtyper og forlig og udleverer blod til patienter. Ligesom de udfører urindyrkninger og resistensbestemmelser plus andre småanalyser.
 
”To gange om ugen er en af os i en anden bygd og tager blodprøver og EKG. En gang om ugen er en af os hjemme hos ældre og syge og tager blodprøver over hele øen”, forklarer den ledende bioanalytiker.
 

Ambulatoriet er flyttet ud

Ambulatoriet er åbent alle hverdage fra 8 til 13, men patienterne skal ikke ind på sygehuset, som de plejer, for at få taget blodprøve. For at undgå smitte med coronavirus, møder de i stedet ind i et lille rødt hus, som normalt bruges af foreninger blandt andet Anonyme Alkoholikere.

”Det er kun ambulante patienter, som ikke kan vente med at få taget blodprøver, der kommer til det særlige hus. Vi har kun haft denne mulighed én uge indtil videre, og der har været ca. 20 patienter den første uge. De praktiserende læger og patienter, der er i behandling, skal ringe ind og booke en tid til at få taget en blodprøve. Man møder ikke bare op, og der er ingen, der står og venter”, siger Sára E. Augustinussen.
 

Færøerne tester massivt

I Danmark er myndighederne gået over til afbødningsstrategien, hvor det kun er de sårbare risikogrupper og alvorligt syge, der testes. Færøerne holder stadig fast i inddæmningsstrategien, og tester rigtigt mange personer for covid-19. De følger derudover samme retningslinjer som Danmark med lukkede grænser, opfordring til at blive hjemme og holde afstand.

Corona i tal på Færøerne

  • Der bliver testet ca. 300 personer om dagen på Færøerne. 
  • Færøerne har en samlet befolkning på godt 50.000                                          
  • Antal Covid-19 positive på Færøerne (pr.23/3): 118.               
  • I alt 2255 personer på Færøerne er testet.        
  • 1 patient er indlagt på Landssygehuset.                                                                                                 
  • 23 personer er raskmeldte.                                                                                                      
  • Kilde: www.corona.fo
​​
LinkedIn Email Twitter