Pressemeddelelse: Bioanalytikere: Borgerne skal være trygge ved at få taget blodprøver

Danske Bioanalytikere går nu ud en opfordring til Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren om at få udformet klare retningslinjer, der siger, at bioanalytikere og andre sundhedsansatte med megen tæt patientkontakt SKAL anvende værnemidler som f.eks. visir.

Nyhed

​​ Af Niels C. Jensen, journalist

Randers
Blodprøvetagning på Regionshospitalet i Randers. Pressefoto: Helle Brandstrup Larsen, Regionshospitalet Randers

Det har skabt meget debat og utryghed, at borgere møder bioanalytikere helt uden værnemidler, når de skal have taget blodprøver. I forbindelse med samfundet åbner mere op, er det da også blevet en mulighed, at f.eks. bioanalytikere KAN anvende værnemidler, f.eks. et ansigtsvisir eller installeret en plexiglasglade mellem dem og borgere i blodprøvetagningsambulatoriet.

Men der fortsat kun tale om en mulighed og ikke et egentligt krav. Den forskellighed er problematisk og skaber utryghed, mener fagforeningen Danske Bioanalytikere.

”Det er problematisk, at værnemidler til bioanalytikere med megen tæt patientkontakt kun er en mulighed og ikke et egentligt krav, fordi det lægger ansvaret over på regionerne, hospitalerne og den enkelte, som så skal beslutte, hvornår værnemidler skal tages i brug - og det har vist sig at være meget forskelligt. Helt konkret er problemet, at der ikke står, at bioanalytikerne SKAL bruge værnemidler,” siger Martina Jürs, der er formand for Danske Bioanalytikere.

I fredags - d. 24/4 - udsendte Sundhedsstyrelsens opdaterede retningslinjer​, der betød at nogle sundhedsansatte med tæt patientkontakt af over 15 minutters varighed eller med mange korte kontakter fremover SKAL anvende værnemidler, mens andre fortsat KAN anvende værnemidler. Det er dermed ikke blevet mere klart, hvornår bioanalytikere med megen tæt patientkontakt skal anvende værnemidler.

Danske Patienter: Uklarhed skaber utryghed

Direktøren for Danske Patienter, Morten Freil, mener, det er afgørende, at patienterne kan være trygge, når de skal på sygehuset.

”Jeg synes, det er vigtigt, at sundhedsvæsenet genåbner mere, men det er også afgørende, at folk er trygge ved at tage på sygehuset. Og jeg vil kraftigt opfordre til, at myndighederne er meget klare om, hvad der er retningslinjerne, når man f.eks. skal have taget en blodprøve på et sygehus,” siger Morten Freil, direktør for Danske Patienter.

Formanden for bioanalytikerne fortæller, at fagforeningen har hørt fra flere bekymrede bioanalytikere.

”Vi har fået flere henvendelser fra bioanalytikere, som er bekymrede for at bringe smitte videre til borgere og patienter, hvis de selv er smittede uden at vise symptomer. Derfor bør Sundhedsstyrelsen udforme klare retningslinjer, der siger, at bioanalytikere og andre sundhedsansatte med tæt patientkontakt SKAL anvende værnemidler, så det ikke er op til den enkeltes vurdering,” siger formanden for Danske Bioanalytikere, Martina Jürs.

Særligt benyttede sider på dbio.dk