19-03-2021

Bioanalytiker og krimiforfatter: Jeg er jævnt god til at tage livet af folk

I bioanalytiker Karen Inge Nielsens krimier er lig, omgivelser og karakterer som skåret med en skalpel. Præcise og detaljerede. ”Jeg er et sødt og rart menneske. Men jeg tillader mig selv at tænke ”hvad nu, hvis …?”

​​​​​​​​​​​Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

KarenInge_web.pngSiger navnene Cody McFadyen og Chris Carter dig noget? Hvis ja, er du sikkert en krimilæser med hang til dystre, makabre plot om jagten på bestialske mordere. Samme genre, som 42-årige bioanalytiker og forfatter Karen Inge Nielsen skriver sig ind i. 

Ikke noget med 20 procent morderjagt her, mens resten af bogen opruller efterforskerens komplicerede kærlighedsliv på hjemmefronten.

”Vægten er lagt på opklaring og retsmedicin, og serien er barsk, for der er intet romantisk over en
mordefterforskning. De situationer, efterforskere, retsmedicinere og kriminalteknikere står i, sætter dybe spor i deres liv – præcis som ”Færgemanden” gør i læseren. Vi må aldrig glemme den alvor, deres job byder dem, mens vi underholdes med at læse om andres ugerninger,” siger Karen Inge Nielsen.

En lille smagsprøve fra indledningen af hendes seneste bog, ”Færgemanden”, giver et indblik:

”Den spinkle krop var fæstnet til bordet. Udspændt som et skind. Tynde striber blod løb ned over
hendes nøgne hud. Krakeleret, som havde solen tørret dem.”

Hun tør tæn​ke forbudte tanker

Karen Inge Nielsen har været ansat som bioanalytiker i Patologiafdelingen i Region Sjælland i 18 år. Hun
har skrevet ungdomsromaner i genren fantasy, og den 2. oktober kom så ”Færgemanden”, der er den
første af tre krimier i serien Grænseland. 

Romanen indledes med et infamt og blodigt mord på en ganske ung pige. Hendes lig driver i land på kysten nord for den tyske by Nieby, og da det tyske politi ikke finder et match til tyske borgere, hentes en dansk kriminalforsker ind. Og så går jagten på morderen ind.

Karen Inge husker en, der sagde, at krimiforfattere er forskruede mennesker. Det afviser hun pure.

”Jeg er et sødt og rart menneske. Men jeg tillader mig selv at tænke ”hvad nu, hvis …?”. Som krimiforfatter
skal man turde grave rigtig meget i sine grimme sider og give sig selv lov til at tænke forbudte tanker,” forklarer hun.

Får inspiration fra bioanalytikerfaget

Hendes arbejde i patologien giver inspiration til forfatterskabet.

”Når man fx skærer væv ud, beskriver man det minutiøst. Man måler op og videreformidler nøgternt
sine observationer. Når jeg skriver, undersøger jeg også ting og finder nye vinkler. Det giver mig en faglig tilfredsstillelse. Jeg kan rigtig godt lide vores fag og de nøgne kendsgerninger, det består af,” forklarer Karen Inge.

Hun sætter en ære i, at detaljerne i teksten er korrekte. Hvis det ikke ligger for langt borte, tager hun gerne selv ud på ”et ligs findested”, så hun kan beskrive alt så naturtro som muligt. Andre anatomisk patologiske skildringer har hun brug for hjælp til. Fx hvis hun skal beskrive, hvordan sårkanten efter et par afhuggede hænder ser ud.

”I det tilfælde har jeg brug for at vide, hvor lang tid der går, før der kommer en inflammation i
sårkanten,” forklarer hun. Til sådan et spørgsmål søger hun viden hos sine to erfarne sparringspartnere;
pensioneret professor i retspatologi Hans Petter Hougen og patolog Kjersti Ravn Fosheim.

”Når jeg fx har et moselig, jeg skal have hevet op og gerne vil vide, hvor fordærvet det er efter fire måneder i mosevandet. Eller hvordan det ser ud, når huden løsner sig, og om den så kan trækkes
af? Så er Hans Petter og Kjersti meget hjælpsomme,” fortæller hun.

Kolleger følger med

Kollegerne i Patologiafdelingen ved godt, hvad der foregår i Karen Inges hoved, og hun fortæller også om sine bøger. En nyansat så til gengæld noget forbløffet ud, da hun spurgte Karen Inge ”hvad skal du i weekenden?” og fik svaret:

”Jeg skal ud og finde et gedekidskadaver i en kirkegårdsmødding.”

Den nyansatte: ”Tror du da, at sådan et findes der?”

Karen Inge: ”Ja, for jeg har selv smidt det der.”
LinkedIn Email Twitter