Bert gav Astrid Krag et dbio-tæppe – selv om hun tabte deres væddemål

Danske Bioanalytikeres formand Bert Asbild kom på hemmeligt besøg med en gave til Astrid Krag (S) – udfaldet af et væddemål, som formanden indgik med den tidligere sundhedsminister i 2013. Og som Bert vandt.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist 

Som fagforening gælder det om at holde linjen varm til politikerne på Christiansborg. Det forsøgte Danske Bioanalytikere, da formand Bert Asbild så sit snit til at overraske den socialdemokratiske politiker Astrid Krag med en i hvert fald varm gave, nemlig et tæppe med dbio’s logo.

Gaven var resultatet af et gammelt væddemål, som de to indgik, dengang Astrid Krag var sundhedsminister.

”Jeg ved godt, at det her skal handle om noget helt andet, men det er ikke så nemt nu om dage at træffe Astrid, så jeg vil lige benytte chancen i dag,” sagde Bert Asbild, da han overraskede politikeren, der i øjeblikket er på barsel, men var med som facilitator i et møde 16. marts i sundhedspolitisk netværk, som dbio er med i. (Artiklen fortsætter under billedet).

Foto_Astrid-Krag-og-Bert-Asbild_WEB
Danske Bioanalytikeres formand Bert Asbild overrækker Astrid Krag (S) et dbio-tæppe som en del af et gammelt væddemål. Desuden gav han hende nogle pjecer om bioanalytikernes arbejde, bl.a. om

På forsiden af pjecen ses bioanalytiker Aneta Søgaard, der arbejder i Lægecenter Korsør, som er blevet akkrediteret efter Den Danske Kvalitetsmodel som det første lægehus – hvilket var grundlaget for væddemålet. Foto: Charlotte Visborg Andreasen, dbio.

Bert fik ret i sin spådom

Væddemålet blev indgået i 2013, da Bert Asbild sammen med næstformand Martina Jürs var til møde i ministeriet med den daværende sundhedsminister. Dengang sagde Bert Asbild:

”Den første almen praksis, der bliver akkrediteret, vil garanteret have en bioanalytiker ansat.”

Samtalen havde i bredere forstand handlet om, hvordan bioanalytikere i højere grad kan bidrage til et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Og Bert Asbild fik ret. For 18. december 2015 blev Lægecenter Korsør akkrediteret efter Den Danske Kvalitetsmodel som det første lægehus. Og som Bert forudsagde, arbejder der en bioanalytiker - Aneta Søgaard, som tidligere er blevet interviewet til dbio’s fagblad sammen med læge Berit Lassen om deres arbejde med kvalitet og patientsikkerhed.

Tabte, men fik gave

Den årvågne læser vil måske undre sig over, hvorfor det ikke var Astrid Krag som taber, der gav Bert Asbild en gave. Men som han sagde til hende:

”Vi væddede vist om æren. Men det var måske lidt unfair, for jeg vidste jo, at jeg ville vinde. Og nogle gange er det godt at vende tingene på hovedet og se verden på nye måder, så derfor vil jeg gerne overrække dig en gave i stedet for. Den kan minde dig om os bioanalytikere. Og vi er altid klar på at snakke mere sundhedspolitik med dig.” 

Særligt benyttede sider på dbio.dk