Banal bule med fatale følger

Af ​Lene Halmø Terkelsen, journalist

Torsdag den 30. marts 2017 var en arbejdsdag som alle andre. Og så alligevel. Tre uger tidligere var Anne Munch og hendes kolleger flyttet fra Århus Kommunehospital til Skejby Sygehus, og nu skulle de finde sig til rette i de nye rammer.

Det var formiddag, og Anne sad ved siden af et af de store udsugningsskabe og var ved at kontrollere paraffinblokke, da hun tabte en tusch på gulvet. Hun bøjede sig ned for at samle den op, og da hun ville rejse sig, knaldede hun panden ind i kanten af skabet.

”Jeg tænkte, at jeg bare havde slået hovedet, og lige efter kom der sådan en stor ”Anders And” bule i panden.”

Anne ville hurtigt tilbage til arbejdet, men da hun efter fyraften skulle køre tilbage til hjemmet i Kolding, kunne hun godt mærke trætheden. Hjemme gik hun direkte ind og sov tungt i to timer. Hun vågnede med hovedpine, svimmelhed og kvalme.

”Det var nok deromkring, at jeg tænkte, jeg hellere måtte få tjekket, om det var en hjernerystelse,” husker
Anne.

Lægen bad hende om at tage det med ro et par dage. Mandag morgen var hun langt fra klar. Hun havde hovedpine, kvalme og var svimmel. Diagnosen lød på hjernerystelse. En besked, som mindst 25.000 danskere får hvert år, og som de fleste regner for en forbigående tilstand. Men 10-15 procent får senfølger som fx hovedpine, lys- og lydfølsomhed og søvn- og koncentrationsbesvær.

Fuld forståelse på jobbet

Alt det vidste Anne ikke, da hun efter et par ugers sygemelding ville vende tilbage til jobbet. Men allerede fra hun trådte ind på gangen, viste de første tegn sig.

”Bare lyset gjorde mig svimmel, og jeg kunne slet ikke fokusere på at sidde og støbe vævsprøver. Alarmerne fra apparaturerne generede, og symptomerne blomstrede med det samme op.”

Hun prøvede igen næste dag. Og ugen efter, men bare en enkel nats dårlig søvn var nok til, at hun fik det
dårligt. En deltidssygemelding blev løsningen. Samtidig begyndte Anne at opsøge alle de muligheder for
hjælp og behandling, hun kunne finde: Syns- og balancetræning, kiropraktisk behandling og kraniosakralterapi. Hun ville tilbage, og heldigvis var arbejdspladsen fuld af støtte og opbakning.

”Lige fra starten er jeg blevet mødt at stor forståelse fra mine nærmeste kolleger og ledelsen, og min arbejdsplads har givet mig mulighed for at tilrettelægge arbejdet, så jeg kunne være i det.”

Skåneordning og arbejdsro

Anne er gradvist trappet op med udvalgte arbejdsopgaver, som hun kan gå til og fra, når trætheden rammer. Stress forværrer symptomerne, og derfor kan Anne fx ikke lave frysesnit, hvor patienten hurtigt skal have svar på prøver. Hun kontrolmikroskoperer heller ikke mange snit efter hinanden og er ikke med i modtagelsen på grund af stort pres med mange afbrydelser. Hendes høreværn dæmper lydene, når det er påkrævet, og hun har fået sin egen mikrotomiplads, hvor hun kan koncentrere sig i fred.

I dag arbejder hun 30 timer om ugen og har, fordi der er tale om en varig lidelse, fået bevilget personlig assistance 12 timer ugentligt, så en kollega tager over, når hun bliver nødt til at hvile sig. Undervejs i forløbet har hun bl.a. fået god hjælp af en kommunal fastholdelseskonsulent og dbio’s juridiske
konsulent, der kunne rådgive i forhold til arbejdsskade og erstatning.

Livsvarige konsekvenser

Mere end to år efter må Anne erkende, at uheldet den formiddag får konsekvenser for resten af hendes liv.

Ikke bare professionelt, men også privat.

Den begrænsede mængde energi, hun har tilbage efter arbejde, skal prioriteres benhårdt på familie, venner og vandreture. Søvn, motion, frisk luft og sund kost er afgørende for, at hun kan fungere, og drikker hun en cola, får hun tømmermændslignende symptomer dagen efter.

Det, Anne har haft sværest ved at vænne sig til, er dog rollen som hende, der kun kan klare udvalgte opgaver.

”Jeg har altid været meget fagligt engageret og arbejdet som både leder og underviser, og nu er jeg pludselig hende, der er langsommere end de andre. Det har i perioder gjort mig i rigtig dårligt humør.”

Fem minutters gymnastik hver dag

En del af den faglige identitet er erstattet med en tjans som frivillig i Hjernerystelsesforeningen, hvor hun
bl.a. arrangerer foredrag. Samtidig har hun fået en ny rolle på jobbet.

”Jeg laver fem minutters gymnastik for nakke og skuldre for mine kolleger hver dag, og det savner de faktisk, når jeg holder ferie,” fortæller hun med et smil.

”Det er klart, at jeg gerne ville ønske, at jeg ikke skulle være begrænset, men jeg finder en glæde ved at udføre et ordentligt stykke arbejde, og jeg har jo stadig min teoretiske viden.”

Selvom neurologen har fastslået, at der er tale om en varig lidelse, håber Anne på bedring.

”Jeg bliver langsomt bedre til at håndtere mine udfordringer, og en del af mig håber da på, at jeg på et
tidspunkt kan klare endnu mere end i dag.” 