Danske Bioanalytikere: ”Fornuftigt at sætte AstraZeneca-vaccine på pause”

COVID19-vaccinen fra AstraZeneca er sat på pause i foreløbigt 14 dage. Det sker, efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med vaccinen fra AstraZeneca.

Nyhed

​​​ Af Niels C. Jensen, journalist

De europæiske lægemiddelmyndigheder har på baggrund af indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper, hos personer der er blevet vaccineret med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca, iværksat en undersøgelse af AstraZeneca-vaccinen. Derfor har Sundhedsstyrelsen valgt at pausere vaccination​ med vaccinen fra AstraZeneca. 

Næstformand i Danske Bioanalytikere, Katja Wienmann Bramm, kalder det en fornuftig beslutning at sætte pause på vaccinationerne med AstaZeneca-vaccinen.

”Jeg synes, at det er rigtig fornuftigt, at Sundhedsstyrelsen trykker på pauseknappen, mens det bliver undersøgt om blodpropperne har en sammenhæng med coronavaccinationen fra AstaZeneca, som mange sundhedspersonaler heriblandt bioanalytikere har fået,” siger Katja Wienmann Bramm.

SST: God dokumentation for AstaZeneca-vaccinen er sikker og effektiv

Sundhedsstyrelsen understreger på deres hjemmeside, at vaccinen fra AstraZeneca kun er sat på pause. 

”Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har fravalgt AstraZeneca vaccinen, men at vi sætter den på pause. Der er god dokumentation for, at vaccinen er både sikker og effektiv. Men både vi og Lægemiddelstyrelsen er nødt til at reagere på rapporter om mulige alvorlige bivirkninger, både fra Danmark og andre europæiske lande. Det viser, at overvågningssystemet virker,” skriver Sundhedsstyrelsen.

dbio efterlyser klar anbefaling om vaccine-bivirkninger​

Danske Bioanalytikere har tidligere​ været ude med et budskab om, at længerevarende bivirkninger af corona-vacciner bør anmeldes som arbejdsskade.

”Jeg mener, at sundhedspersonale, der oplever længerevarende bivirkninger fra coronavaccine skal anmelde det som en arbejdsskade. Den samme anbefaling kom Region Syddanmark med i forrige uge, men trak den senere tilbage, fordi de ikke var enige med de andre regioner. Jeg mener derimod, at anbefalingen burde gælde i alle regioner,” siger Katja Wienmann Bramm.

Region Syddanmarks tidligere anbefaling om, at bivirkninger fra coronavaccinationer skulle anmeldes som arbejdsskade, gjaldt hvis medarbejderen var sygemeldt i mere end to dage eller havde bivirkninger i mere end en uge.

Særligt benyttede sider på dbio.dk