Analyserobotter marcherer ind på Statens Serum Institut

Transporter fra de hvide telte i hele landet skal dagligt bringe op mod 20.000 covid-19 prøver til Statens Serum Institut i København, hvor høj automatisering skal håndtere presset. ”Vi begynder med få tusinde analyser om dagen, og så opskalerer vi.."

Nyhed

​​​​​​​​​​​ Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

SSI_illustration_dbio
​Travlheden stiger på Claus Nielsens laboratorier på seruminstituttet, hvor målet er, at de dagligt skal analysere 20.000 prøver for coronavirus covid-19. Pressefoto: Tuala Hjarnø.

Mens der er opstillet hvide telte fem steder i landet, er der også i stilhed foregået store forandringer på Statens Serum Institut på Amager. Her er der i foreløbig to bygninger opstillet en række analyserobotter eller testrobotter. De skal efterhånden dagligt undersøge op mod 20.000 prøver for covid-19, som transporteres til København fra de hvide telte. Det oplyser Statens Serum Institut til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Maskinerne skal sættes i gang og fodres. Men Statens Serum Institut satser på en høj grad af automatisering. Der kommer flere robotter i den kommende tid.

Indkøb og opsætning af maskinerne på seruminstituttet støttes af Novo Nordisk Fonden. Der er ydet ikke mindre end en kvart milliard kroner til opgaven og til omkostninger i forbindelse med test.

”Vi begynder med få tusinde analyser om dagen, og så opskalerer vi over de kommende uger. Vi arbejder som heste for at få dette sat i gang,” siger afdelingschef Claus Nielsen fra Virus & Mikrobiologisk Specialafsnit på seruminstituttet til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Ingen konkurrence

Der skal udføres to analyser. Dels PCR-analyser, som viser om borgerne har covid-19, og dels antistoftests, som viser om borgerne har dannet antistoffer mod virusset. Instituttet vil bruge anden kemi, end der anvendes på de klinisk mikrobiologiske afdelinger på sygehuse og hospitaler rundt om i landet. Det sker for at undgå konkurrence om råvarerne og i værste fald mangel på dem.

”Vi skal måske rekruttere ekstra personale til opgaven. Det afhænger blandt andet af, hvor lang tid epidemien kommer til at vare,” siger Claus Nielsen.

”Men vi vil heller ikke konkurrere med regionernes hospitaler om personale. Deres laboratorier bemandes  fortrinsvis af bioanalytikere, mens vi hovedsagelig beskæftiger HK-laboranter,” siger Claus Nielsen fra Statens Serum Institut til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Novo hjælper​

Der er dannet et nyt  TestCenter Danmark som et samarbejde mellem regeringen, Danske Regioner, seruminstituttet og medicinalvirksomheden Novo Nordisk. Novo Nordisk Fonden og Novo Nordisk bistår med rådgivning og teknologi.

Der skal bruges både PCR-analyser og ELISA antistoftests. Det vil ske på alternative måder.

”Der er hele tiden meget løbende udvikling i metoderne under corona-epidemien,” fortæller Claus Nielsen.

Analyserobotterne kendes på danske laboratorier. Men de er udbygget yderligere til den nye anvendelse.

Regionerne tager prøverne

Statens Serum Institut har ansvaret for analysekvaliteten. Til gengæld er det regionerne, der har ansvaret for prøvetagningen i de hvide telte. De skal også bemande dem og sikre, at personalet er tilstrækkelig uddannet.

Det fortæller Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark.

”Det kan blive medicinstuderende eller sygeplejestuderende, der skal tage prøverne. Det kan også være sygeplejersker eller læger. Eller bioanalytikere eller bioanalytikerstuderende med den nødvendige oplæring. Vi vil blandt andet kigge i vores corona-jobbanker efter personale,” siger Kurt Espersen til fagbladet Danske Bioanalytikere.

Særligt benyttede sider på dbio.dk