9 online studerende fra Nordjylland, 2 fra Midtjylland

Det lykkedes. Initiativtagerne til det nye uddannelsestilbud, der skal tiltrække bioanalytikere til hospitalerne i Nordjylland, glæder sig. "Det er en rigtig god start. Nu skal vi så ud på uddannelsesmesser og gøre reklame for uddannelsen.."

Nyhed

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

Udklip_studonline

Spændingen er udløst. 11 af dem, der er blevet optaget i år på bioanalytikeruddannelsen ved VIA i Aarhus, har valgt at tage deres uddannelse online. Ni af de 11 er fra Region Nordjylland, en er fra Skive, og en fra Brande.

Initiativtagerne glæder sig over, at de havde set rigtigt. At der er et behov især for lidt ældre nordjyder for at kunne blive boende i Nordjylland og gå i gang med en uddannelse.

Tina Beith Christensen er afsnitsledende bioanalytiker på Aalborg Universitetshospital. Hun er også formand for uddannelsesudvalget på VIA og med i Region Nordjyllands referencegruppe for det nye uddannelsestiltag.

”Det er en rigtig god start. Nu skal vi så ud på uddannelsesmesser og gøre reklame for uddannelsen, så vi får endnu flere næste gang,” siger hun.

Skal sikre bioanalytikere i Nord

Online uddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem Region Nordjylland og VIA i Aarhus på opfordring fra regionen. Uddannelseschef Gurli Lauridsen i Region Nordjylland glæder sig over, at det kommer i gang. 

”Vi har jo gjort det, fordi der er mangel på bioanalytikere. Ledighedsprocenten her i regionen er på blot 0,8 procent, og aldersgennemsnittet for de ansatte bioanalytikere er høj. Vores håb er, at når man bliver uddannet i det område, man bor i, så vælger man også at blive ansat der efter endt uddannelse.”

Om de online studerende kan løse problemet med mangel på bioanalytikere, er uvist. Gurli Lauridsen forklarer, at regionen ikke arbejder med en normstyring, der gør, at de præcist kan sætte tal på, hvor mange bioanalytikere der bliver behov for i de kommende år.

”Det er jo ikke sådan, at laboratorierne bare har vakante stillinger. Lokalt har man løst problemet på forskellig vis, bl.a. ved at ansætte andet personale,” siger Gurli Lauridsen.

Lever op til forventningerne

Studieleder på bioanalytikeruddannelsen på VIA Susanne Markussen konstaterer, at kampagnen for den nye mulighed har haft succes.

”Profilen på de online studerende er helt i overensstemmelse med, hvad vi på forhånd forestillede os. At det er lidt ældre fx med børn og hus, som ikke kan overskue at flytte til Aarhus for at studere. Det er meget tilfredsstillende for os, at målgruppen opfatter den nye online mulighed som relevant.”

Susanne Markussen peger desuden på, at modellen kan sikre uddannelse i landets yderområder på en billigere måde end fx ved at oprette en uddannelsesstation i områder uden uddannelsesinstitutioner. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk