71-årige Karen tager endnu en tur på laboratoriet
Karen Just valgte selv at gå på pension, men savnede kontakten med patienter og kolleger. Nu er hun i fuld sving igen, og patienterne lyser op, når de ser, at det er en gammel kending, der skal føre kanylen.
”Lækkert, lækkert, lækkert. Jeg skal lære noget nyt,” Karen Just var mere end begejstret for jobopslaget fra Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital. Foto: Helle Arensbak
Stemmen i telefonen er ivrig, latteren er aldrig langt borte, og den midtjyske tone umiskendelig.
”Jeg så stillingsopslaget og tænkte: Det er lige mig,” fortæller Karen Just. Opslaget havde hun fundet på dbio’s hjemmeside og stillingen var et vikariat med tre ugentlige arbejdsdage i Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme, Aarhus Universitetshospital.
De søgte en autoriseret bioanalytiker til at udføre alle de ting, hun havde stor erfaring i. Tage blodprøver, undersøge urinprøver, tage EKG og måle blodtryk. Men lige så vigtigt: opgaver, hvor hun skulle mikroskopere, foretage svampeskrab, pode fra hud og negle, udføre allergitest for type 1-allergi og lære at aflæse svarene.
Begejstret for at lære nyt
”Lækkert, lækkert, lækkert. Jeg skal lære noget nyt,” Karen Just var mere end begejstret. Der var bare lige den hage ved det, at hun faktisk for kort tid siden var gået på pension. Hun var helt uvant med at søge job efter 29 år i et lægehus, og så var der jo også lige fødselsattesten. Der siger 1946.
”Efter nogle måneder derhjemme på pension tænkte jeg: Det her er noget skidt, men jeg får jo aldrig noget igen i min alder,” husker Karen Just. Men det gjorde hun og blev endda valgt ud af 28 ansøgere.
Sagde op og gik på pension
Karen Just kom fra en forskerstilling på Kommunehospitalet i Århus, da hun i 1987 fik job i en lægepraksis.
”Jeg var rigtig glad for at være i lægehuset, hvor jeg jo var i 29 år og i alle årene på fuld tid,” fortæller hun. Hendes mand gik på pension, og i august sidste år tog hun beslutningen.
”Nu skulle det være. Jeg sagde det på min arbejdsplads på en pæn måde. Det kom bag på dem,” fortæller hun. De ville gerne beholde hende og tilbød, at hun kunne gå ned i tid. Men nej.
”Når man er vant til at være den, der kommer først, går sidst og ved alt, hvad der sker, så kan man ikke leve med at være på deltid,” forklarer hun.
Savnede patienterne
Lysten til at arbejde pressede sig på. I starten var der meget at ordne, husker Karen Just. Men efter blot et par måneder hjemme ville hun gerne i gang igen. Hun savnede kontakten med patienter og kolleger og kontaktede regionsformand Mette Thomsen:
”Sig til, hvis du hører om noget.”
Hendes opmærksomhed kredsede om ledige bioanalytikerstillinger. Hun besluttede sig for at ville søge det ledige vikariat i Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme, hun havde fundet på dbio’s hjemmeside, men ansøgningsfristen var allerede dagen efter.
