280.000 nordjyder skal testes for corona: ”Det er ligesom at spise en elefant”

En ny mutation af coronavirus har lukket Nordjylland ned og betyder blandt andet, at alle nordjyder i de syv berørte kommuner skal testes for corona. Driftslederen af Testcenter Danmark i Nordjylland er klar på opgaven.

Nyhed

​​​​ Af Niels C. Jensen, journalist

tinabeith1_web
Rundt regnet 280.000 nordjyder skal i den kommende tid testes for coronavirus i regi af Testcenter Danmark. "Vi er klar," lyder det fra Tina Beth Christensen, der er bioanalytiker og driftsleder. Privatfoto

”Det er ligesom at spise en elefant. Man starter i den ene ende og fortsætter, indtil man er færdig,” siger bioanalytiker og driftsleder af Testcenter Danmark Nordjylland, Tina Beith Christensen, der får ekstra travlt i de næste tre ugers tid.

Alle der bor i Hjørring, Frederikshavn, Vesthimmerland, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø kommuner skal inden den 3. december testes for coronavirus. Det betyder rundt regnet 280.000 podninger, der skal udføres af medarbejderne i Testcenter Danmark i Nordjylland, hvor Tina Beith Christensen er driftsleder.

”Vi er en hel flok, der lige nu sidder og skal finde podere og lokaler til opgaven, og det skal vi nok løse. Vi har en masse fleksible studerende på medicin og medicin med industriel specialisering, som er klar til løse opgaven. Og derudover kan vi trække på nogle fastansatte bioanalytikere og andre faggrupper,” siger Tina Beith, der tager situationen med nordjysk besindighed og ro.

Klar til at rykke

Tina Beith Christensen ​forklarer, at man i Nordjylland har 11 mobile testenheder, der er klar til at rykke ud og gå i gang med det samme, når logistikken er på plads. Derudover forventer hun, at der kommer assistance fra de andre regioner. 

En mobil testenhed er en bil med fire-fem podere, it-system, værnemidler, podeudstyr osv., der alt sammen er klar til coronatestning.

”Jeg forventer, det bliver sådan, at vi tager kommune for kommune, og på den måde kommer hele vejen igennem. Jeg tror ikke, vi kommer helt op på 280.000 podninger, da det jo er frivilligt, og en del allerede er blevet testet,” siger driftslederen af Testcenter Danmark i Nordjylland.

Særligt benyttede sider på dbio.dk