2½ år efter første gentest til gravide: Nu tager Sundhedsstyrelsen stilling

I 2013 startede man med at tilbyde gentest til gravide på en række hospitaler. Siden da har lægerne presset på for fælles retningslinjer, men der er fortsat stor forskel i tilbuddet til de gravide. Nu er Sundhedsstyrelsen i gang.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

hvaderNIPT_infografik_2
Fra 2016 vil NIPT-testen til gravide være tilgængelig over hele landet, men tilbuddet fortsat afhængigt af, hvor man bor. Grafik: Datagraf

De første hospitaler herhjemme begyndte tilbage i 2013 at tilbyde gravide en gentest kaldet NIPT, som kan sandsynliggøre risikoen for bl.a. Downs syndrom. Fra 2016 vil testen være tilgængelig over hele landet, men tilbuddet fortsat afhængigt af, hvor man bor.

På Næstved Sygehus afventer man en officiel udmelding fra Sundhedsstyrelsen. Før vil man principielt ikke have NIPT-testen som et fast tilbud til de gravide.

”Vi går og venter på retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Det er en af mine største anker, at man bare gør, som man synes, rundt om i regionerne. Jeg synes, det er udemokratisk over for de gravide, fordi der bliver forskel,” siger Heidi Fosgrau Sharif, ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Næstved Sygehus.

Læs også: Fortsat forskelsbehandling: Nu gentest til flere gravide i Nordjylland. Fynboerne må vente til 2016

Sundhedsstyrelsen: Det er ikke hensigtsmæssigt

Selv om lægerne i længere tid har presset på for at få fælles retningslinjer for NIPT, afviste Sundhedsstyrelsen det i 2014. Men nu er styrelsen i gang med at revidere de nuværende retningslinjer for fosterdiagnostik fra 2004, deriblandt også NIPT.

I dag er der forskel på tilbuddet om NIPT, afhængig af hvor i landet en gravid bor. Er det hensigtsmæssigt, at det skal være på den måde i et land som Danmark?

”Nej, det er det ikke. Og det er også derfor, at vi sidste år sagde, at vi ville vende tilbage til det, når der var nogle erfaringer. Lige nu er det et uensartet tilbud. Og det er ikke hensigtsmæssigt,” siger sektionsleder Steen Dalsgård Jespersen fra Sundhedsstyrelsen.

”Vi ved, at NIPT er blevet mere udbredt i dag, så derfor er der nu nogle erfaringer, vi kan tage afsæt i og bruge som grundlag for at se, om det er en god idé at indføre NIPT eller ej fremover. Og hvis ja, i hvilken form og til hvem,” siger Steen Dalsgård Jespersen.

Han oplyser, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger til nye retningslinjer for fosterdiagnostik forventes klar i slutningen af 2015, og herefter skal de drøftes politisk. Til den tid vil det vise sig, om NIPT er med eller ej.

Særligt benyttede sider på dbio.dk