Sheila tager op mod 10 spiritus- og narkoprøver på en weekend

​Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

Sheila Tranekær Hornstrup har mange nattevagter og mange weekendvagter på Klinisk Biokemisk Afdeling i Herning. Derfor render hun ind i mange trafikanter, som politiet sigter for spiritus- eller narkokørsel. Det kan være tre i løbet af en uge, men det varierer meget. Rekorden er 10 på en weekend.

I Herning er der enkelte sygeplejersker, som tager blodprøver på sigtede. Men de fleste ønsker, at bioanalytikerne gør det. Lægerne har normalt ikke tid, fortæller Sheila Tranekær
Hornstrup.

”De fleste sigtede er stille og rolige, når vi skal tage prøven. Men reaktionerne er meget forskellige. Nogle græder eller hulker. Andre er hidsige og aggressive,” fortæller Sheila Tranekær Hornstrup.

”Men vi får det klaret. Der er altid én eller to betjente til stede, og jeg føler mig tryg. Hvis en sigtet absolut ikke vil have taget prøven, holder betjentene armen. Det er deres ansvar. Det blander jeg mig ikke i. Når de siger, at der skal tages en prøve, så gør jeg det.”

Anderledes end patienter

På nogle områder er blodprøvetagning på sigtede som på patienter. På andre områder adskiller det sig. Blandt andet møder folk ikke frivilligt. Prøverne tages også med et kit, som betjentene kommer med.

Nogle af Sheila Tranekær Hornstrups kolleger er helst fri for prøverne på sigtede. Blandt andet fordi de bor i Herning og helst ikke vil risikere at møde for eksempel en ansat i en forretning, hvor de handler.

”Jeg bor langt fra Herning og har aldrig mødt sigtede, jeg kendte. Det er også kun sket én eller to gange, at jeg har kendt en patient,” siger Sheila Tranekær Hornstrup.

Erfaring godt i presset situation

Nogle af de unge og nyuddannede er heller ikke så vilde med spiritusprøverne. Sheila Tranekær Hornstrup havde engang en nyansat, som ringede fortvivlet til hende.

”Jeg kunne høre, at der blev skreget i baggrunden. Jeg gik derover, og det var en hysterisk teenagepige, der var anholdt. Jeg har en del års erfaring i faget. Det er nok en fordel i forhold til prøvetagningen på sigtede. Det er en lidt presset situation.”

Underskrift

Sheila Tranekær Hornstrup spørger ikke efter navn eller cpr. Det er politiet, der skal have styr på identiteten. Men hun forklarer personen undervejs, som hun plejer. Hun advarer om, at nu kommer der et lille stik. Bagefter underskriver hun rekvisitionen med sit navn. Det hænder også, at politiet beder
om at få taget spiritusprøve på en traumepatient.

”Jeg tager også den slags prøver, når de beder om det. Men jeg skriver ikke under, hvis der ikke er en betjent, som ser på prøvetagningen.”

Ingen forsinkelse

Nogle sigtede siger, at det gør ondt og protesterer. De fortæller, at de er bange for at blive stukket.
Sheila Tranekær Hornstrup ved ikke, om det nogle gange er korrekt. Eller om de trækker tiden
for at få promillen til at falde.

Men hun bruger ikke timer på prøvetagningen. Det foregår prompte uanset, hvordan den sigtede er indstillet. Sheila Tranekær Hornstrup læser aldrig aviser bagefter for at se, hvad der måske er sket i trafikken, og hvad den sigtede muligvis har været indblandet i. Når prøven er taget, er det slut for
hende.

”Jeg har heller aldrig været indkaldt til retssager eller fået stillet spørgsmål fra politiet eller
retskemikere bagefter om blodprøvetagningen.”

Ofrene og den sigtede

Blodprøvetagningen på sigtede påvirker ikke bioanalytikerens holdning til spritkørsel. Det har for hende altid været no go. Sådan er hun opdraget. Sådan har familiens indstilling været. Hun og kollegerne er mere påvirkede af at se spritbilisternes ofre. I fjor dræbte en fuld bilist en mor, hendes barn og naboens barn, da han torpederede deres bil i Vestjylland.

”Af og til har vi den slags ulykker. De kan være svære at komme over. Måske er vi først inde hos ofrene og skal bagefter udtage prøve på den sigtede. Så har vi brug for al vores professionalisme.” 