Bioanalytikerformand: ”Uheldigt, at Sundhed.dk oversætter ”negativ” eller ”ikke påvist” til ”ikke smittet med covid-19”

Martina Jürs undrer sig over, hvornår de tidligere advarsler om falsk-negative prøvesvar forsvandt ud af anbefalingerne til befolkningen. Hos Sundhed.dk lyder det, at det emne ikke hidtil har været under overvejelse. Det kommer det nu.

Nyhed
Skrevet af
Helle Broberg Nielsen, journalist
sundheddk_web

Formanden for Danske Bioanalytikere, Martina Jürs, undrer sig over, at man på Sundhed.dk ikke har taget højde for problematikken med falsk negative prøvesvar, når man præsenterer covid-19 svar. Screendump fra Sundhed.dk torsdag.

De har arbejdet hurtigt på Sundhed.dk, Danske Regioners, borgerrettede online-platform. Nok lidt for hurtigt, for der er ingen tvivl om, at arbejdet må en tur tilbage i arbejdsgruppen for at få rettet en bekymrende misforståelse, mener fagforeningen Danske Bioanalytikere.

I begyndelsen af sidste uge blev det i flere medier beskrevet, hvordan borgere, der ikke er fortrolige med laboratoriesprogbrug, har været forvirrede over, eller direkte har misforstået svaret på deres covid-19-prøve. Således at et ”positivt” svar er blevet modtaget med en fejlplaceret lettelse. Mens ”ikke påvist” er nogle tilfælde er blevet tolket til, at prøven har været dårlig. 

Nu kan borgere imidlertid finde en oversættelse af de gængse formuleringer, når de med deres nem-id klikker ind for at læse deres prøvesvar. Her står som det første: ”negativ” eller ”ikke påvist” betyder, at du ikke er smittet med covid-19”.

Virus i prøvematerialet eller ej​

Men ude på laboratorierne, hvor man arbejder med begreberne, går betegnelserne alene på prøven og ikke direkte på patientens smittestatus. Såvel ”ikke påvist” som ”negativ” kan f.eks. betyde, at der ikke har været virus i prøvematerialet, og det kan både være fordi, prøven enten er taget for tidligt i et smitteforløb, eller at det ikke er lykkedes at fange virus med podepinden. Men det er en uheldig formulering, mener bioanalytikernes formand.

”Naturligvis skal folk kunne forstå deres prøvesvar. Jeg tænker blandt andet på min egen mor og far som målgruppe. Men det er uheldigt, at Sundhed.dk oversætter ”negativ” og ”ikke påvist” til at ”ikke smittet med covid-19”, for det er ikke retvisende,” siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere. 

Martina Jürs undrer sig desuden over, at der på Sundhed.dk ikke er taget højde for problematikken med falsk negative prøvesvar. Risikoen, som anslås at ligge på 5-10 procent, har sundhedsmyndighederne ellers tidligere advaret imod. 

Man har blandt andet advaret ved at opfordre til, at man bliver ved med at holde afstand, spritte af og opretholde de øvrige forholdsregler, selvom man har fået et negativt prøvesvar. Det er blevet pointeret på flere tv-transmitterede pressemøder, at en test er et øjebliksbillede; ikke en fribillet til at løsne op. Man kan alligevel være smittet - og smitte andre.

”Vi er jo ikke som sådan læger”

Eva Tolstrup Ziegler, der er kommunikationschef på Sundhed.dk, fortæller at man ikke har forholdt sig til problematikken med falsk negative prøvesvar.

”Nej, det er ikke noget, vi har haft under overvejelse eller noget, vi ved så meget om; vi er jo ikke som sådan læger. Som bioanalytikere går I nok mere op i den slags, og det er da nyttig feedback. Vi har jo forsøgt at formidle på en måde, så folk kan forstå det, men hjemmesiden er naturligvis blevet verificeret af sundhedsfagfolk, ” forklarer hun og henviser i første omgang til den medarbejder, der har arbejdet med den tekniske løsning. Hun svarer ikke tilbage. 

Til gengæld sender kommunikationschefen en time senere denne mail på vegne af sundhed.dk’s innovationschef: 

I begyndelsen af corona krisen havde sundhed.dk en række møder med parterne omkring Testcenter Danmark angående præsentation af covid-19 prøvesvar på sundhed.dk. I den forbindelse blev de hjælpetekster til, som man kan finde på sundhed.dk portalen i dag. Sundhed.dk har som udgangspunkt ikke kompetencer til alene at konstruere disse tekster, der beror vi på parterne omkring de sundhedsfaglige løsninger, i dette tilfælde TCD som nævnt ovenfor. 

Vi har taget kontakt til Testcenter Danmark gennem Sundhedsministeriet mhp., at få kvalificeret problemstillingen omkring mulige falske negative svar. SUM vil tage det med til TCD så hurtigt som muligt og vende tilbage til sundhed.dk med svar, siger Jakob Uffelmann, Innovationschef i Sundhed.dk.

Særligt benyttede sider på dbio.dk